Når akademi møder teknik: Det handler ikke om at kunne det hele selv
Mellem marken og kontoret
Da Lisa startede som elektriker i Andersen & Heegaard, fulgte hun med resten af sit team fra sin tidligere arbejdsplads. Opgaverne var velkendte, kunderne de samme – men virksomheden var ny. I dag arbejder hun stadig som elektriker i Ringsted, men i takt med at opgaverne og tempoet har ændret sig, har Lisa også bevæget sig.
“Der er lidt for meget til én og lidt for lidt til to – så jeg veksler mellem at være i marken og på kontoret. Det passer mig egentlig ret godt. Jeg har haft formandsroller før, og det giver mening for mig at tage lidt mere ansvar.”
Dobbeltrollen giver både afveksling og mulighed for at bruge erfaringen fra mange år i faget på nye måder. Hun ved, at der kommer en dag, hvor kroppen siger stop, og hun lægger an til et gearskifte, hvor kontortid fylder mere end tiden i teknikken:
”Jeg var også af den opfattelse af arbejdet på kontoret er lettere. Men det er bare hårdt på en anden måde. Det slider jo ikke på mig fysisk, men hold op, hvor bliver man træt i hovedet efter en hel dags arbejde med sager, registrering og koordinering.”
Faglighed med facetter
Lisa blev udlært som elektriker i 2011, men hendes vej dertil var ikke lineær. Først troede hun, at hun skulle være kok. Så var hun forbi pædagogikken. Det var en af hendes folkeskolelærer, der fik ret:
“Min fysiklærer sagde, at jeg skulle være elektriker. Jeg havde ikke prøvet det før, men det fangede mig med det samme. Det gav så meget mening – også selvom jeg aldrig havde været god til matematik i folkeskolen.”
Siden har hun arbejdet med alt fra nybyg og netværk til CTS og komponentmontering. Det vigtigste for hende er at levere noget, hun kan stå inde for.
“Når jeg afleverer et stykke arbejde, skal det være noget, jeg kan stå inde for. Ikke noget sjusk – det demotiverer mig.”
Og selvom Lisa til daglig arbejder i et tæt team af elektrikere, oplever hun, at forskellighed og samarbejde på tværs af fagligheder har stort potentiale – også selvom det ikke altid sker automatisk.
“Der er ikke nogen, der siger nej til at samarbejde – men vi er stadig lidt opdelt. Jeg tror helt sikkert, vi kunne spare både tid og udstyr, hvis vi lavede mere på tværs.”
Hun fremhæver også, hvordan det giver værdi at kende nogen uden for sin faggruppe – så ved du nemlig, hvem du skal ringe til, hvis du ikke selv kan løse en udfordring:
“Jeg skal ikke rode med kloakker, men hvis vi alligevel skal op i samme lift, kan vi da godt hjælpe hinanden. Og hvis jeg ikke ved noget om automatik, så ringer jeg til en, der gør. Det er ikke sværere end det.”
Klogere og bedre
Lisa har aldrig gjort et stort nummer ud af at være kvinde i en mandsdomineret branche, men snakken falder alligevel på emnet. Hun var én af to kvinder på holdet af 50 studerende, da hun gik på teknisk skole – og har siden bevæget sig hjemmevant i alle sammenhænge.
“Det har aldrig fyldt noget for mig. Jeg har det bedst blandt drengene, og det har aldrig været et problem. Men jeg fik dog at vide som lærling, at jeg skulle give den 110%, for jeg skulle lige bevise lidt ekstra. Det tror jeg, allerede har ændret sig i dag.”
I dag oplever hun, at hun bliver mødt med respekt for sin faglighed og erfaring – og hun er ikke bange for at sige sin mening, når der er noget, der kan gøres bedre.
”Vi har jo forskellige perspektiver. Ung, gammel, kvinde, mand, VVS’er eller elektriker. Dialogen er så vigtig, og kan som regel gøre os alle både klogere og bedre.”
Lisa er ikke typen, der pakker tingene ind – hendes kritik er konstruktiv. Hun har oplevet tempoet i en virksomhed i vækst, og ved, hvordan det kan føles, når strukturerne er udfordret.
“Der var en periode, hvor det hele gik lidt for stærkt, og der var for få hænder til for mange hatte. Men jeg synes, det er blevet bedre – og det er vigtigt, at vi ikke glemmer de små ting, når vi bliver store.”
Hun peger også på, at tværfagligt samarbejde starter længe før opgaven rammer teknikerne: “Der skal være en elektriker og en VVS’er med i regnestykket, så vi ikke ender med at kæmpe om pengene bagefter.”
En arbejdsplads med korte afstande
Selvom Lisa og resten af teamet holder til i afdeling Ringsted, oplever hun, at afstanden til ledelse og kolleger i resten af huset ikke er så stor, som man kunne tro.
“Man kan godt mærke, at vi er blevet en stor virksomhed – men det føles stadig, som om man bare kan ringe til folk. Der er ikke nogen, der siger: ‘Du er ikke fra min afdeling, så jeg hjælper dig ikke.”
Det betyder noget – både for løsningen af opgaverne og for følelsen af at høre til.
Lisa sætter pris på både det faglige og det sociale. Hun deltager gerne i fester og arrangementer og oplever det som en vigtig lim i en virksomhed med mange lokationer.
“Når man har mødt hinanden til en fest, så er det nemmere at sige hej på en byggeplads. Det gør en forskel.”
Om fem år ser Lisa sig selv som projektleder – måske stadig med fingrene lidt nede mellem ledningerne.
“Det kunne være fedt at dele det lidt op. At have ansvar og koordinering – men stadig kunne tage med ud og give en skalle. Det betyder noget, at vi husker, hvad vi kommer fra. Jeg får da selv et smil på læben, når en af lederne trækker i arbejdsbukserne. Det har vi alle sammen godt af.”
“Det kunne være fedt at dele det lidt op. At have ansvar og koordinering – men stadig kunne tage med ud og give en skalle. Det betyder noget, at vi husker, hvad vi kommer fra. Jeg får da selv et smil på læben, når en af lederne trækker i arbejdsbukserne. Det har vi alle sammen godt af.”
Når akademi møder teknik
Lisa er et eksempel på, hvordan faglighed, erfaring og personlighed tilsammen skaber værdi. Hun ved, hvad hun kan – og hun ved, hvornår hun skal række ud. Netop derfor er hun en vigtig del af det faglige fællesskab i Andersen & Heegaard. For det handler ikke om at kunne det hele selv, men om at ville løse det sammen.
