Ansigter i A&H: Jeg er jo bare en af drengene

Jeg tænkte det nok”, var Sissels svar, da hun blev spurgt om hun ville stå model til et portræt. Sissel er vores eneste kvindelige lærling i EL-afdelingen, og alle ved hvem hun er. Ikke bare fordi hun er den eneste kvinde, men mest fordi hun er dygtig, vellidt og har lige så dårlig håndværkerhumor som alle os andre.

Den afgørende start
Sissel startede sit læreforløb i Andersen & Heegaard tilbage i efteråret 2021.

– Jeg havde hørt at Andersen & Heegaard skulle være et godt sted at være lærling, og der gik ikke længe fra jeg havde sendt min ansøgning, til jeg blev ringet op og kaldt til samtale.

Nu er der gået et år, og hun har heldigvis hverken fortrudt valget af arbejdsplads eller uddannelse. Tal fra Bygherreforeningen fortæller at 40 pct. lærlinge i byggebranchen stopper deres lærlingeplads i utide. Det tal er faretruende højt for en branche, der skriger på flere hænder. Netop derfor er det ekstra vigtigt at lærlinge som Sissel får en god start og behandling under hele læreforløbet:

– Jeg er blevet behandlet rigtig godt, fået meget ansvar og anerkendelse. Og det føles selvfølgelig godt!

Sissel beskriver desuden forløbet som udfordrende og tillidsfuldt. Hun er glad for udfordringerne og bliver motiveret af at få testet logikken. Som en del af vores lærlingeforløb, arbejder vi i Andersen & Heegaard med FN’s verdensmål nr. 4: Kvalitetsuddannelse. Her fokuserer vi på at give alle lige adgang til tekniske uddannelser og bidrage til diversiteten i branchen. Faktisk udgør lærlinge 12 % af vores medarbejderantal og alle lærlinge forløb er tværfagligt forankret i VVS og EL. Det sikrer at vores lærlinge får et bredt fagligt kendskab og kommer rundt i forretningen.

”Ring til Sissel”
Det første år i Sissels læretid, har hun været tilknyttet vores serviceafdeling, hvilket tydeligvis har gjort indtryk. Hun ser nemlig sin fremtid inden for service:

– Jeg tidligere souschef i Netto, føler jeg mig hjemme i servicefaget. Jeg kan godt lide kundekontakten og prioriterer altid den gode service.

Ærlig, sjov og dårlig håndværkerhumor, er nogle af de ord som kollegaerne bruger om Sissel. Men som den eneste kvindelige elektrikerlærling, har hun også hurtigt fået titlen som oversekretær.

– Jeg har nogle super gode kollegaer og vi har et rigtig godt sammenhold i vores el-afdeling. Flere af mine kollegaer fik hurtigt fornemmelsen af, at jeg er god til at holde det praktiske overblik. ”Ring til Sissel”, er vist blevet et fast svar, når der er noget de ikke kan huske eller skal have hjælp til.

Et valg for fremtiden
Sissel er blandt de 9 % beskæftigede kvinder i bygge- og anlægsbranchen. Når hun har valgt at blive elektriker, er hun for det første med til at ændre på en vigtig statistik for kønsdiversiteten i branchen. For det andet kan flere kvinder i branchen være løsningen på den massive mangel på arbejdskraft i fremtiden. Det har dog intet at gøre med, hvorfor hun har valgt uddannelsen:

Man kan ikke løbe tør for arbejde som elektriker. Det er fremtidssikkert, og så har man rigtig gode muligheder for at videreuddanne sig.

Mulighederne og sikkerheden er en prioritet for Sissel, så hun sikrer den bedste fremtid for både sig selv og sin familie. Sissel bor sammen med sin forlovede og deres datter på 4 år. Den private base på Amager danner rammerne om familien og hobbyer som computerspil, tatoveringer og body building.

Vi kan godt grine af de lidt omvendte roller hjemme hos os. Der er det jo mor, der er håndværker og far, som er kontornusser.

Efter planen afslutter hun sit læreforløb i 2025, hvor hun kan kalde sig den første kvindelige elektriker i Andersen & Heegaards historie. Den titel tager Sissel gerne på sine skuldre, men kalder det en fed detalje, og tilføjer med et smil: ”Jeg er jo bare en af drengene”.