Ansigter i A&H: Vi skal gå glade på arbejde

Kevin Beck Christensen er et kendt ansigt for mange i Andersen & Heegaard. Han er elektriker i vores serviceafdeling, og har været ansat i to år. Derudover er han også arbejdsmiljørepræsentant (AMR) for EL. En vigtig rolle i virksomheden, som både vi og Kevin gerne vil skabe mere synlighed omkring.

Du har noget at skulle have sagt

En AMR arbejder på at forebygge og løse problemer med arbejdsmiljøet – fysiske såvel som psykiske. Det kræver et kendskab til lovgivningen, så man er klædt bedst muligt på til at vejlede sine kollegaer, hvilket Kevin ofte gør: ”Mange af mine kollegaer ringer til mig for at få rådgivning. Ofte handler det om sikkerhed eller uheld. Og her er det rart at kunne vejlede, for så er der nogen, der sætter pris på det man laver.”, fortæller Kevin om sin rolle som AMR. Kevin kan lide ansvaret og relationerne, der følger med rollen. Han ser det også som sin mulighed for at få indflydelse på sin arbejdsplads: ”At være AMR giver mig muligheden for at have noget at skulle have sagt. Jeg og de input jeg får fra mine kollegaer, kan få indflydelse på, hvordan vi gør tingene hos A&H, og den udvikling vil jeg gerne være en del af.”.

For en sikker og sund hverdag

Da Kevin startede i Andersen & Heegaard for lidt over to år siden, var det fordi han søgte en mere dynamisk arbejdsdag. ”Jeg var vant til at gå på den samme lokation, og varetage den samme type opgave hver dag. Jeg havde brug for at der skulle ske noget, og bryde med de faste rammer.”. Det blev en mulighed da han startede her hos os, og Kevin har også selv investeret i den udvikling ved at være både AMR og medlem i vores personaleforening.

Vores arbejdsmiljørepræsentanter er en vigtig del af vores virksomhed, da de bidrager til at skabe en sikker og sund hverdag for os alle. Derfor skal vi have en for hver af områderne kontor, EL og VVS. Ledelsen ønsker at gøre repræsentanterne mere synlige på tværs af afdelinger og byggepladser, så de bliver nemt tilgængelige for alle medarbejdere.

Hvis du spørger Kevin, er det det psykiske arbejdsmiljø som skal prioriteres: ”Hvis man går glad på arbejde, kommer vi længst. Det er også den udvikling, jeg har set særligt det seneste stykke tid, fordi vi har fået mere struktur og fællesskab.”.

Andersen & Heegaard arbejder med værdierne kvalitet, ligeværdighed, ansvar og respekt, også kaldet KLAR. Vi har ansvaret for at skabe en sikker og sund arbejdsplads. Det er den mindste respekt, som skal udvises overfor enhver medarbejder i Andersen & Heegaard.

Glade medarbejdere resulterer i kvalitet, – både for kunder, medarbejdere og samarbejdspartnere.