Årsrapporten for 2025 viser et solidt resultat for Andersen & Heegaard.
Bag tallene står mere end 550 kollegaer, der hver dag løser tekniske opgaver for kunder over hele landet.
2025 blev endnu et år med høj aktivitet for Andersen & Heegaard. Årsrapporten viser en omsætning på 800 mio. kr. og et resultat før skat på knap 42 mio. kr. – et resultat, der afspejler både et højt aktivitetsniveau og en organisation, der er blevet stærkere gennem de seneste års udvikling.
Men tallene fortæller kun en del af historien: Hver dag samarbejder mere end 550 kollegaer om tekniske installationer, service og projekter for kunder over hele landet.
Ifølge adm. direktør Mads Bengtsson er det netop fællesskabet i organisationen, der er nøglen til udviklingen:
“Vi taler ofte om vækst og resultater, men i virkeligheden handler det om mennesker. Det er vores kollegaer, der hver dag får opgaverne til at lykkes – på byggepladser, i servicebiler og på kontorerne. 2025 har været et år med høj aktivitet, og netop i sådan et år bliver det tydeligt, hvor stærkt et fællesskab vi har i Andersen & Heegaard.”
Fra vækst til et stærkere fundament
De seneste år har Andersen & Heegaard oplevet en markant udvikling i både medarbejderantal, økonomi og geografisk tilstedeværelse.
Men vækst er ikke et mål i sig selv. 2025 har i høj grad handlet om at styrke fundamentet og sikre, at organisationen kan følge med udviklingen. Organisationen er blevet styrket med fokus på ledelse tættere på driften, høj kvalitet i leverancerne og et stærkt samarbejde på tværs af fagområder.
“Nogle vil måske kalde os vovemodige. Det forstår vi godt – især når vi skalerer og konkurrerer mod nogle af de største aktører i branchen. Men for os handler det ikke om at tage chancer for chancerne skyld. Det er en bevidst strategi, der bygger på handlekraft, mod og troen på vores kompetencer. Vi gør tingene simple, vi eksekverer, og vi står på mål for vores faglighed,” siger Mads Bengtsson.

Investering i fremtidens faglærte
Et centralt fokusområde i 2025 har været arbejdet med lærlinge og udvikling af næste generation af faglærte.
I løbet af året rundede Andersen & Heegaard lærling nummer 100 – en milepæl for virksomheden og et vigtigt skridt i ambitionen om at bidrage aktivt til uddannelsen af fremtidens fagfolk i branchen.
“Det bedste ved at være lærling her er kollegaerne. Der er altid nogen, der tager sig tid til at forklare tingene, og jeg har hurtigt fået ansvar. Det gør, at jeg virkelig udvikler mig,” fortæller Yuri Rasmussen, der i oktober startede som lærling nr. 100 i Andersen & Heegaard.
For virksomheden er lærlinge ikke blot en investering i fremtiden, men også en måde at fastholde og udvikle den faglighed, der er fundamentet for forretningen.

Klar retning mod 2026
Andersen & Heegaard går ind i 2026 med forventning om fortsat udvikling i forretningen og en styrket position inden for både projekter og service.
For det kommende regnskabsår forventer virksomheden et øget resultat på både top og bund sammenlignet med resultatet for 2025.
Samtidig forventes en øget aktivitet inden for service i de kommende år. “Når vi ser tilbage på 2025, er vi stolte af, at vi ikke bare er blevet større, men stærkere. Vi står stærkere ved udgangen af året, end vi gjorde ved årets begyndelse, og vi er rigtig mange om den fortjeneste,” afrunder Mads Bengtsson.
Se årsrapporten for 2025 her.
Fakta om Andersen & Heegaard
- Omsætning 2025: 800 mio. kr.
- Resultat før skat: ca. 42 mio. kr.
- Kollegaer: 550+
- Lærlinge: 100
Andersen & Heegaard er en landsdækkende og tværfaglig teknikentreprenør med rødder tilbage til 1828. Med mere end 550 kollegaer leverer virksomheden tekniske installationer, service og entrepriser inden for en bred vifte af tekniske fag – fra el og CTS til VVS og sprinkler – for erhvervs-, pharma- og industrikunder i hele Danmark.

























