Når akademi møder teknik
I takt med at virksomheden vokser og opgaverne bliver mere komplekse, vokser også behovet for faglig mangfoldighed. Hos Andersen & Heegaard arbejder teknikere, akademikere og specialister sammen – for det er netop i mødet mellem akademisk indsigt og teknisk erfaring, at nye perspektiver opstår, og stærkere løsninger bliver mulige. Vi sigter efter tværfagligt samspil – ikke siloer.
Hvad sker der, når du sætter en ESG-ansvarlig med en baggrund i jordbrugsøkonomi sammen med en VVS’er med 30 års erfaring? Eller når en elektriker tager lederstafetten og begynder at regne tilbud og koordinere byggesager? Tværfagligheden eksisterer ikke kun mellem virksomhedens mange fag, men også på tværs af medarbejderne, som repræsenterer stadigt flere uddannelsesbaggrunde.

På få år er Andersen & Heegaard vokset fra regional aktør til landsdækkende teknikhus med mere end 500 medarbejdere. Med vækst følger også kompleksitet – og det kræver mere end bare flere hænder. Det kræver nye kompetencer og flere fagligheder.
“Vi har i dag en bredere sammensætning af uddannelser og profiler end nogensinde før. Det er ikke kun elektrikere og VVS’ere, men også projektchefer med akademisk baggrund, specialister i bæredygtighed og ledelse. Det gør os stærkere – både internt og over for kunderne,” fortæller Mads Bengtsson, adm. direktør i Andersen & Heegaard.
Kompleksitet kræver perspektiv
I takt med, at opgaverne spænder bredere, og kundernes krav vokser, er det blevet tydeligt: Det tekniske håndværk står stærkest, når det kobles med viden om kvalitet, kommunikation, sikkerhed, bæredygtighed, data og meget mere. Det er ikke et spørgsmål om enten-eller, men om både-og.
Det oplever bl.a. ESG-ansvarlig Alexandra Velasco, som blev en del af Andersen & Heegaard i 2025. Med en akademisk baggrund i jordbrugsøkonomi og erfaring fra fødevarebranchen er hendes hverdag præget af nysgerrighed og spørgsmål:
“Der er ikke nogen, der har haft min rolle før, så jeg skal selv bygge det hele op fra bunden. Jeg spørger meget – og det bliver taget godt imod. Det giver noget, når vi blander fagligheder og udfordrer hinandens vaner,” siger hun.
Faglig stolthed og praktisk viden
På tværs af organisationen opleves den øgede faglige forskellighed ikke som et brud med tradition, men som en styrkelse af det tekniske fundament. Det er ikke et mål i sig selv at have forskellige uddannelser, men et middel til at møde en mere kompleks virkelighed og til at opfylde ønsket om at levere løsninger af høj kvalitet.
“Vi skal ikke alle sammen kunne det hele selv – men vi skal vide, hvem vi kan ringe til,” siger elektriker Lisa fra afdelingen i Ringsted, og fortsætter: “Når vi arbejder tættere sammen, kan vi spare både tid, udstyr og bøvl – og det er sund fornuft.”
For mange af de erfarne teknikere er det afgørende, at det menneskelige og faglige går hånd i hånd. VVS-tekniker og tillidsrepræsentant Claus Blauenfeldt understreger vigtigheden af åbenhed og respekt i hverdagen:
“Det handler om at kende hinanden og hjælpe hinanden. Så er det lige meget, om du er akademiker, faglært eller under uddannelse – vi løfter opgaven bedst sammen.”
Én forretning – mange fagligheder
Gennem en række medarbejderportrætter sætter Andersen & Heegaard ansigt på den udvikling, der er i gang i store dele af bygge- og installationsbranchen. Det sker for at belyse, hvordan faglig mangfoldighed bidrager til både strategisk udvikling og forretningsmæssig robusthed.
“Når kunderne vælger os til hele teknikpakken, skal de ikke mærke, at vi kommer fra fire afdelinger. Hvis ikke vi hænger sammen, kunne de lige så godt vælge fire forskellige entreprenører,” pointerer Andreas De Moor der som tværfaglig projektchef fungerer som fagligt bindeled i virksomheden.

Andersen & Heegaard tæller i dag +520 ansatte, hvoraf størstedelen er faglært inden for de tekniske fag. Samtidig er 15 % af organisationen lærlinge, mens 6 % har en videregående uddannelsesbaggrund – fra installatør og bygningskonstruktør til HD og kandidatgrader.
“Det siger noget om, hvor vi kommer fra – og hvor vi er på vej hen. Fagligheden er vores rygrad, og vi bliver stærkere, når forskellige perspektiver mødes,” forklarer Mads Bengtsson og tilføjer:
“Vi vokser stadig, men vi ønsker ikke at vokse fra os selv. Når vi bevarer nærheden og samarbejdet – også på tværs af fagligheder – så bevarer vi det, der gør os stærke og sikrer de resultater som både kunder og kollegaer efterspørger,” afslutter han.
Fakta:
- Andersen & Heegaard er et landsdækkende teknikhus med over 500 medarbejdere fordelt på 10 afdelinger i Danmark.
- Andersen & Heegaard har de seneste år oplevet markant vækst og arbejder målrettet for at forene høj faglighed, bæredygtighed og tværfagligt samarbejde i løsningen af komplekse tekniske opgaver for både offentlige og private erhvervskunder.
- “Når akademi møder teknik” giver indblik i den stigende faglige mangfoldighed i virksomheden og består af en række medarbejderportrætter.
- Alle medarbejderportrætterne kan læses på https://aogh.net/nyheder/