Guld i grænsefladerne – Andersen & Heegaard vinder BMS-entreprisen i Danmarks Nationalbank

Et enestående projekt, et dedikeret team og et ansvar, der forpligter fra første linje i tilbuddet.

Når Danmarks Nationalbank skal restaureres og renoveres – teknisk, arkitektonisk og historisk – kræver det mere end et skarpt tilbud. Det kræver forberedelse, forståelse og viden til at gennemføre alle faser. Vægten af opgaven og værdien i den går langt ud over normalen.

Derfor er vi stolte over at kunne fortælle, at Andersen & Heegaard har vundet BMS-entreprisen i den omfattende og historisk vigtige restaurering af Nationalbanken på Havnegade. En bygning tegnet af Arne Jacobsen, fredet i 2009 og i dag regnet som et hovedværk i dansk arkitektur.

Afgørende grundighed, samarbejde og faglighed

“Vi lagde et enormt arbejde i både prækvalifikation og tilbud. Vores team knoklede med metode, økonomi og grænsefladehåndtering. Det betalte sig. Og jeg er så stolt af, at vores tilgang og grundighed blev anerkendt i evalueringen. Det fortjener teamet.”
– Kasper Skaaning, tilbudschef, Andersen & Heegaard

Det blev ikke bare det økonomisk mest fordelagtige, men også det stærkest funderede bud i bunken.A&H leverer hele bygningsautomatikken: CTS/BMS, integration, test og commissioning – i tæt samspil med de øvrige teknikfag og bygherreleverancer.

Projektet stiller høje krav til planlægning, koordinering og dokumentation, særligt fordi installationerne skal indpasses i den fredede bygning uden at kompromittere arkitektur, adgangsforhold eller drift.

Et stærkt team til en historisk opgave

Derfor har vi sammensat et solidt team med stor erfaring fra højkomplekse projekter. Projektchef, projektleder, projekteringsingeniør og formand arbejder tæt sammen med supportfunktioner inden for kvalitetssikring, arbejdsmiljø, bæredygtighed og økonomi.

“Vi går til opgaven med respekt, men også med handlekraft. Det handler om mere end automatik og data. Det handler om at levere noget, vi kan være stolte af i 2030,” forklarer afdelingschef og projektchef Leon Frøslev.

Projekteringsfasen starter op i sensommeren 2025 og Andersen & Heegaard skal være en del af Nationalbankens renoveringsrejse helt frem til projektets forventelige afslutning i 2030. Opgaven løses med fokus på kvalitet, fleksibilitet og fremdrift og med KLAR-principperne som kompas: Kvalitet, Ligeværdighed, Ansvar og Respekt.

Når Nationalbanken i 2030 slår dørene op til en moderniseret arbejdsplads med optimale rammer for drift, sikkerhed og komfort er det vores job at sikre, at alt bag væggene spiller: Installationer, integration, test og dokumentation.

Det gør vi med respekt for fortiden og med fokus på fremtidssikring af den ikoniske bygning i hjertet af København.

Følg med fra sidelinjen

Mens renoveringen af Nationalbanken står på, vil der ikke være adgang til bygningen for offentligheden.

Du kan løbende følge Andersen & Heegaards arbejde på projektet lige her.

Læs mere om renoveringen her.

Fakta om projektet

BygherreDanmarks Nationalbank
EntrepriseCTS/BMS inkl. integration, commissioning og test
Omfang51.000 m² fredet byggeri
Projektperiode2025 – 2030
LeveranceProjektering, grænsefladekoordinering, idriftsættelse, dokumentation
Særlige kravLokationsbaseret planlægning, grænsefladehåndtering, Cx-parathed