Et arbejdsliv, der passer til Torben
Forskellige behov kræver forskellige løsninger, det ved vi. Derfor er der heller ikke én type arbejdsliv, der passer til alle.
Mød Torben, som både er serviceleder og udførende tekniker for Andersen og Heegaard.
Nogle dage kan du finde Torben på kontorstolen i Skanderborg, andre gange ser du ham omgivet af flødeboller, hårnet og industrimaskiner.
Selvom ingen af Torbens dage er ens, starter de alle på samme måde.

Han møder ind en halv time før dagen for alvor går i gang for at skabe et overblik.
“Der kan være kommet sygdom eller ændringer i løbet af natten. Så jeg bruger lige den halve time på at få dagen til at hænge sammen.”
Resten af dagen byder både på planlægning, kundekontakt og tekniske opgaver.
“En typisk arbejdsdag for mig består af planlægning, så ud og skrue lidt og ud og skaffe noget arbejde.”
En kombination som Torben sætter pris på og som han selv har ønsket.
Det bedste fra begge verdener
For 58-årige Torben betyder kombinationen, at han stadig kommer ud og bruger sin faglighed. Blandt andet hos Samba, hvor han har udført servicearbejde gennem de seneste 16 år.
Når vi følger Torben gennem fabrikken, bliver vi mødt af sætningen “Hej Torben” hele vejen til maskinen, som Torben lige nu er ved at lave en helt ny styring på.
Udover den søde duft af smeltet chokolade og den varme velkomst fra medarbejderne bliver det hurtigt tydeligt, at Torben er et kendt ansigt på fabrikken.
Han kender hver en krog og har et stort kendskab til teknikken.
“Det er dejligt med noget, jeg kender til. Meget af min viden sidder jo i hovedet, så det kan være svært at få andre til at gøre det.”
Derfor giver det god mening for Torben fortsat at være en udførende del af de tekniske opgaver.
Samtidig giver rollen som serviceleder noget andet: muligheden for at sparre med kollegerne.
“Der er ikke noget ved at sidde alene på et kontor. Det ville jeg blive skør af. Jeg vægter meget højt, at vi er et par stykker, så det ikke kun er mig, der sidder her og hopper.”
Plads til at justere
Efter mange år i branchen er Torben blevet mere opmærksom på én ting:
“Jeg kommer hurtigt til at gå og tænke for tre-fire stykker, så på et tidspunkt bliver det da rart bare at skulle tænke for én.”
Derfor ser han heller ikke sig selv have medarbejderansvar helt frem til pensionsalderen.
“Det er ikke fordi, jeg stopper fra den ene dag til den anden. Jeg tænker, at det skal fade ud i jobbet. Og så køre ud til sidst.”
Men Torben er ikke i tvivl om, at det for nu, er fedt at kunne være i begge roller.
Og at der er en anden fleksibilitet i at kunne veksle mellem rollerne.
Torben er en skanderborgmand med et stort lokalt kendskab. Og selvom det altid er vigtigt at levere et godt stykke arbejde, er der lidt mere på spil for Torben.
“Jeg møder tit mine kunder nede på gaden. Så det er vigtigt at jeg kan lægge ryg og ansigt til det, der er blevet leveret.”

En succes
Kombinationen af serviceleder og udførende tekniker har været en succes.
Kombinationen giver Torben mulighed for både at være tæt på kunderne, bruge sin faglighed og samtidig bidrage til den daglige planlægning i afdelingen.
“Torben er en vellidt, stabil og selvkørende kollega med stor teknisk indsigt. Han har formået at få de to roller til at gå hånd i hånd, og det fungerer rigtig godt i hverdagen” fortæller Mads, afdelingschef i EL Service Midtjylland.
Næste opgave bliver måske ikke hos Samba. Men den bliver et sted, hvor Torben bagefter kan møde sine kunder på gaden og være stolt af det arbejde, han har leveret.


