Jul med ansvar

Hvert år byder vi kunder af huset velkommen til et traditionsrigt julearrangement. Den 9. december havde vi derfor besøg af næsten 140 kunder, der kom forbi til en snak over et glas glögg, æbleskiver og flæskestegssandwich. I år havde vi dog givet arrangementet et tvist: Vi skulle holde jul med ansvar.

Et bidrag til børnefrirum

Andersen & Heegaard er erhvervssponsor for Red Barnet, og det var dem vi greb fat i under planlægningen af årets kundearrangement. Overskydende ænder og juletræer fra arrangementet skulle gå til trængte familier på Vestegnen. Vi mødte stor opbakning fra vores kunder, og Jesper Bagger Sørensen, som er lokalforeningens formand for Red Barnet Vestegnen, oplever generelt en stor velvilje fra virksomheder: ”Denne hjælp gør virkelig en forskel og er med til at sikre fundamentet for trygge og positive fællesskaber for børnene på Vestegnen, som giver et vigtigt børnefrirum.”

Der er doneret 22 juletræer og 25 ænder til børn og familier på Vestegnen. Det fik julehumøret til at stige hos lokalforeningens formand, da han iført nissehue afhentede donationen på vores adresse i Brøndby: ”Kæmpe tak til alle som sikrer lyspunkter og gode stunder for børnene i en udfordrende tid. Det er stærkt værdsat!”

Donationerne fordeles til Vestegnens børn gennem Red Barnets lokale indsatser ”Plads til Alle”, ”Familieoplevelsesklubben” og ”Naturklubben”. Sidstnævnte arrangement foregik tirsdag den 20. december, hvor 37 børn og deres familier deltog.

Vi ses igen i 2023

Andersen & Heegaard vil gerne takke de deltagende for et godt julearrangement, og for samarbejdet med Red Barnet. Det var en fornøjelse at byde så mange velkommen på vores adresse i Brøndby og vi glæder os allerede til at gøre det lige så godt og ansvarligt igen i 2023.