Ansigter i A&H: Mød 78-årige Nalle, der havde direktøren som lærling
På trods af sine knap 80 år, griber Ronald stadig rørtangen og arbejder tre dage om ugen. Han blev udlært smed muligvis før du blev født, selvom den oprindelig plan var at blive kok. Mød Ronald; vores ældste medarbejder i Andersen & Heegaard.
Der står 1943 på fødselsattesten, og de fleste af den årgang sidder nok med benene oppe og en blød pude i ryggen hjemme i lænestolen – men ikke Ronald. Vi skal tilbage til 1. november 1958, hvor han kom i lære som smed:
“Det var sådan det var dengang. Jeg ville egentlig være kok, men nu var der en læreplads, og så tog jeg den.”
Som udlært smed startede han hos G. Schou & Co. i Bagsværd. Og på lige præcis den lokation, arbejder han stadig i dag. Bygningen fra 60’erne er revet ned, og i stedet findes domicilet for en af vores store kunder inden for medicinalindustrien.
Her har ‘Nalle’, som han også kaldes, slået sine folder i knap 50 år. Vi tillader os at kalde ham erfaren.
Veje der krydser
Men hvorfor gider man arbejde i en alder af 78, når man er mere end berettiget til pension?
- Fordi jeg hygger mig. Jeg har ikke behov for at spille med musklerne, men passer mit arbejde i mit eget tempo, siger Ronald der har tænkt sig at stoppe den dag, han ikke gider at stå op mere.
- Og så er nogle af de gamle røvhuller stadig tilbage, som jeg har kendt gennem årerne, siger Nalle, der har været så længe i branchen at han ofte krydser veje med tidligere bekendtskaber:
- Pludselig står der én og siger ‘goddaw’, og så har jeg haft ham som lærling, men jeg kan ikke kende dem. Der er jo sket lidt siden sidst jeg så dem.
Ronald kom til Andersen & Heegaard i 2020 og krydsede igen veje med en af hans tidligere lærlinge. Han hedder Mads Bengtsson, og er i dag direktør i A&H.
- Det er da meget sjovt. Fra Mads’ læretid husker jeg en fælles kollega vi havde, som ikke kunne fordrage lærlinge. En dag fik Mads nok af ham, og fik i den grad sat ham på plads.
- På min første dag i lære, var jeg faktisk ude og køre med Ronald, fortæller direktøren selv. Udover at vænne sig til lugten af grøn Cecil i bilen, er det Ronalds evne til at køre sin egen arbejdsstil, som har gjort indtryk:
- Man må jo sige, at han har været veldisponeret i sit arbejdsliv, når han formår at gå på arbejde i en alder af 78.
Vores grå guld
Nalle er den ældste medarbejder i Andersen & Heegaard og har mange små anekdoter fra sit lange arbejdsliv. Med sin venlige og rolige person formår han at gøre indtryk:
“Nalle er vores grå guld. Han er dygtig, behagelig og kan svare på alle spørgsmål. Hvis der går fis og ballade i den, så er han der med det samme”, fortæller tekniker Martin Stidsen, der arbejder sammen med Ronald.
Alle omtaler Ronald som en god kollega. Eller som direktøren siger:
“Nalle har altid taget sig den nødvendige tid, og tager gerne en kop kaffe med dig. Han er stærk i relationer overfor både kunder og kollegaer, og det kommer man langt på.”
Når Ronald tæller sammen, bliver det indtil videre til 64 år på arbejdsmarkedet. Han har ingen planer om at indstille aktiviteten, og vi håber at have glæde af Nalle længe endnu.