Juledonation slår rekord

Julen er fyldt med traditioner, og ligesom så mange andre år startede vi december med at åbne dørene for vores gode kunder og samarbejdspartnere til et hyggeligt julearrangement.

175 juleænder og 150 juletræer bestilte vi til dette års arrangement, som kommer med hjem som en julehilsen eller doneres direkte til vores CSR-partner Red Barnet Vestegnen. Det betyder at en god portion ænder og træer går til trængte familier på Vestegnen.

Initiativet fik i 2022 god opbakning fra både kunder og Red Barnet, hvor donationen af 22 juletræer og 25 ænder fik julehumøret til at stige hos lokalforeningens formand: ”Denne hjælp gør virkelig en forskel og er med til at sikre fundamentet for trygge og positive fællesskaber for børnene på Vestegnen, som giver et vigtigt børnefrirum”, fortæller Jesper Bagger Sørensen.

I år blev smilet endnu større, da donationen blev næsten fordoblet til 50 træer og 40 ænder.

Donation med betydning
Træerne her går til økonomisk udfordrede familier. Det har en stor betydning, da Gadehavegård i år har fået afslag på julehjælp grundet den store efterspørgsel”, fortæller boligsocial projektleder Lene Odsgård. Organisationen Det Spirer i Gadehavegård i Taastrup modtager 20 af de donerede træer, som uddeles sammen med andre gavmilde donationer gennem Red Barnet Vestegnen.

 

 

 

 

 

 

10 juletræer blev også modtaget på Poppelgården Familiecenter i Hvidovre, mens den resterende del af donationen fordeles til Red Barnet Vestegnens julearrangementer.

Andersen & Heegaard vil gerne takke for opbakningen til det sociale og bæredygtige initiativ, og det det gode samarbejde med Red Barnet Vestegnen. Vi glæder os allerede til at gentage den gode tradition igen i 2024 – forhåbentlig med endnu en rekord.